Hovedlus (hårlus)

Klik her for at se de bedste midler mod lus

Bedste lusemiddel

Bedste lusebalsam

Bedste lusekam

Forekomst: Hovedlus (Pediculus humanus capitis) minder meget om kropslus, men er meget mere almindeligt forekommende i den vestlige verden. Selvom både børn og voksne kan få hovedlus, forekommer de mest hos børn. Hovedlus kaldes af og til også hårlus.

Føde: Hovedlus lever af at suge blod fra mennesker. Dette resulterer i kløe og evt. også små sår og sårskorper i hovedbunde. Lusene er meget afhængige af deres værter og kan højst overleve 24 timer uden blod og kropsvarme.

Behandling: Hovedlus behandles nemmest vha. lusemiddel. Alternativt kan man lusekæmme med balsam, men det er mere tidskrævende. Herudover er efterfølgende kontrol for lus et vigtigt element i behandlingen. Der er ingen grund til at vaske sengetøj eller gøre ekstra rent, fordi hovedlus i praksis kun smitter ved direkte kontakt (hår-til-hår).

Læs evt. mere om behandling af hovedlus her.

Hovedlus er de mest almindelige lus hos mennesker i Vesten

Hovedlus forekommer især hos børn, men voksne kan også få dem

 

Beskrivelse af hovedlusen

Hovedlus minder meget om kropslus og det er kun muligt at se forskel på de to arter med et mikroskop.

Hovedlus er 2,5 – 3 mm lange og har 6 ben. De har ingen vinger og kan hverken flyve eller hoppe.

Deres farver kan variere meget; de kan være hvide, brune eller mørkegrå (og farver ind i mellem disse).

Når de har indtaget blod, bliver de normalt mere rødlige i farven. Denne farve forsvinder, når fordøjelsen af blod starter.

Hovedlus er 2,5 - 3 mm lange

Hovedlus er 2,5 – 3 mm i længden, men deres nymfer kan være helt ned til 0,5 mm

Vær opmærksom på at nymferne – der er forstadier til den voksne lus – ligner de voksne lus, men er mindre. Der er tre nymfestadier, hvor de normalt er hhv. 1, 1½ og 2 mm lange, men de kan være helt ned ½ mm i det første stadie. Du kan læse mere om deres livscyklus her.

 

Hovedlusens æg

Hovedlusens æg er små, hvide og ovale. Hunlusen fæstner æggene på enkelte hårstrå (ét æg pr. hårstrå) ved hovedbunden. Ofte sidder æggene et stykke oppe ad hårene, fordi der typisk går et stykke tid fra æggene lægges, til de opdages.

Æggene udklækkes efter 5 – 10 dage (typisk 7 – 10). Det er dog ikke alle æg, der udklækkes (uudklækkede æg forbliver uudklækkede efter 10 dage).

Hovedlusens æg er meget små, hvide i farven og ovale i formen

Hovedlusens æg er små, hvide og ovale, og sidder fæstnede på individuelle hårstrå

 

Symptomer

Hovedlus kan ses i håret og hovedbunden, og ofte omkring nakken eller bag ørerne. Æggene er små og runde eller ovale. De er fæstnede ved hårrødderne og kan ikke glide op eller ned ad det hår, de sidder på.

Det primære symptom på hovedlus er kløe, men nogle oplever også en kildende fornemmelse eller at noget bevæger sig i hovedbunden. Symptomerne behøver dog ikke at opstå med det samme; i nogle tilfælde starter de først flere uger – eller endda måneder – efter, at lusene er begyndt at brede sig.

Når man klør sig, bliver huden i hovedbunden irriteret, hvilket kan resultere i, at klar væske udskilles og at der dannes skorper eller små sår. Dette fører i nogle tilfælde til infektion, som kan få lymfeknuderne i nakken og bag ørerne til at blive hævede og ømme. I meget alvorlige tilfælde kan der opstå hårtab og fortykning samt formørkning af huden i de angrebne områder.

Hos nogle kan den vedvarende kløen også føre til irritabilitet.


 

Hvordan får man hovedlus?

Børn såvel som voksne kan få hovedlus og det sker altid via tæt kontakt – og især ved hår-til-hår kontakt.

Børn smittes ofte under leg, skoleophold, sport, lejrskoleophold, overnatning hos venner o.lign., hvor de er i tæt kontakt med andre børn igennem længere tid.

 

Risikofaktorer

Følgende øger risikoen for at få hovedlus:

  • At gå i skole eller dagsinstitution: Børn leger ofte tæt sammen og deler f.eks. hatte, hårbørster o.lign., hvilket øger risikoen for, at de pådrager sig hovedlus.
  • At være sammen med børn: Fordi børn oftere har lus end voksne, har voksne der tilbringer meget tid sammen med børn en øget risiko for at få lus. Dette gælder både forældre, pædagoger o.lign.

 

Undgå hovedlus

Hovedlus spredes nemt mellem børn, fordi de er i tæt kontakt med hinanden og at deres hår derfor kan komme i berøring.

Hvis du eller dit barn har hovedlus, kan I undgå at overføre dem til hinanden ved at undgå al hoved-til-hoved kontakt (hår-til-hår kontakt) – både i og udenfor hjemmet. Man bør undgå længerevarende tæt kontakt med mennesker, der har lus.

Hvis du har børn i skolealderen, er det en god ide regelmæssigt at undersøge deres hovedbunde for lus. Herved kan du undgå, at lusene spredes til resten af familien. Man kan også kæmme håret med en lusekam for at fange eventuelle lus, inden de udvikler sig. For at dette skal virke, skal man naturligvis bruge tættekammen ofte.

Langt hår kan med fordel sættes op i en knold eller en hestehale for at mindske risikoen for, at det kommer i kontakt med luseinficeret hår.

Hvis problemet med hovedlus er tilbagevendende eller vedvarende, kan man vælge at klippe sig korthåret eller evt. at rage sig helt skaldet. Håret skal maksimalt være 0,5 cm langt, hvis man helt vil undgå lus.

Du kan læse mere om at forebygge og undgå lus her.

 

Læs også vores artikel om behandling af hovedlus her.