Myg i Sverige

I nogle områder af Sverige er der mange flere myg, end vi er vante til i Danmark. Dette gælder især i skovområder, på enge, i vådområder o.lign.

I Sverige findes derdesuden omkring 50% flere arter af stikmyg end i Danmark.

Hertil kommer, at mængden af andre stikkende myggearter (end stikmyg) kan være kraftigt forøget i perioder. Alle disse ting bevirker, at man nogle steder i Sverige aktivt bekæmper myg – både i private regi og deciderede foreninger.

Hvis man skal opholde sig i den svenske natur, anbefales det derfor, at man altid tager myggemidler, myggenet og heldækkende tøj med.

Aedes vexans er (sammen med Aedes sticticus) en af de mest aggressive myggearter i Sverige

Attribution: Sean McCann – Flickr.com

Aedes vexans er en af de mest aggressive myggearter i Sverige

 

Gode råd til turister i Sverige

Selvom der kan være rigtigt mange myg i nogle områder af Sverige, afhænger det meget af vejret og lokalområdet. Der er generelt flere myg i de nordlige dele af Sverige end i de sydlige – men med de rette vejrforhold kan der fortsat være ekstremt mange myg i Sydsverige!

Hvis man skal opholde sig i naturen – som f.eks. på kanotur, camping eller hyttetur – bør man selvsagt være mere påpasselig end hvis man skal på byferie.

Nedenfor findes en række råd til at undgå myg og myggestik i Sverige:

  • Jungle oil: Jungle Oil er en myggebalsam, der er forbudt i Danmark, fordi den indeholder DEET. Det korte og lange er, at den meget effektivt holder myggene på afstand, men at DEET desværre går i blodbanen hos mennesket og at den sandsynligvis er en smule sundhedsskadelig (dens specifikke virkning på helbredet derfor er omdiskuteret). Følg vejledningen på emballagen og brug den ikke på børn!
  • Andre myggemidler: Fordi problemet med myg er større i Sverige end i Danmark, er der også langt flere og mere effektive myggemidler på det svenske marked. Man kan derfor med fordel købe sine midler i Sverige fremfor Danmark. Dette gælder både midler til at holde myggene væk og midler til pleje af myggestik (især Salubrin-salve kan anbefales mod myggestik).
  • Myggenet: Myggenet er en af de ting, man med fordel kan købe hjemmefra. Priserne på myggenet svinger meget efter årstid og lokation; hvis du f.eks. køber myggenet midt på sommeren på f.eks. en campingplads, kommer du til betale langt mere end nødvendigt.
  • Telt: Hvis du skal sove i telt, bør du undgå at slå teltet op i fugtige områder eller stillestående vand (som f.eks. skovsøer, vandhuller, grøfter, trug, bassiner osv.). Man bør også undgå langt græs og tætte vegetationer.
  • Vejr: Varmt fugtigt vejr – især med vekslende tørre og regnfulde perioder – er ideelt for myg. Derfor kan det være en god ide at tjekke vejrudsigten, inden man tager afsted.
  • Aften: Selvom nogle myggearter er aktive i dagtimerne, er langt de fleste stikmyg mest aktive i aftentimerne – især omkring skumring. Derfor kan man begrænse sine udendørsaktiviteter i disse timer. Om natten falder myggenes aktivitetsniveau.

 

Myggearter i den svenske fauna

I Sverige findes der langt flere registrerede myggearter end i Danmark:

  • Myggearter i alt: Der er over 2500 myggearter i Sverige (der er over 1600 i Danmark)
  • Arter af stikmyg: Der er 47 arter af stikmyg i Sverige (der er 30 – 35 i Danmark)

Bemærk at tallene ovenfor kun gælder registerede myggearter og at det samlede antal myggearter i både Sverige og Danmark med stor sandsynlighed er meget højere. Antallet af stikmyggearter er imidlertid mere retvisende.

 

Stikmyg

Overordnet set er det stikmyggene, der stikker mennesket mest i Sverige. Hvor vi i Danmark ofte inddele stikmyggene i 4 grupper (se evt. vores artikel om myg i Danmark her), inddeler man typisk stikmyggene i Sverige i 10 grupper alt efter deres biologi – dvs. hvor de lægger deres æg, hvor de overvintrer, hvem de suger blod fra og hvor mange generationer de kan producere pr. år.

De to største grupper skovmyggene (sv: skogsmygg) og oversvømningsmyggene (sv: översvämningsmygg).p Disse to grupper indeholder størstedelen af de arter, der stikker mennesker og derfor er det også dem, vi gennemgår i det følgende.

 

Skovmyg

I Sverige findes 17 arter af skovmyg (i Danmark har vi 4 – 5 arter) og er de mest udbredte af alle stikmyg. De er også de mest almindeligt forekommende og langt de fleste myggestik i Sverige forårsages af disse myg.

Der er flest voksne myg i sommermånederne, men allerede i sensommeren begynder deres bestand at aftage betydeligt. Skovmyggene har kun 1 generation pr. år og bevæger sig maksimalt 2 km fra deres udklækningssteder.

 

Oversvømningsmyg

Oversvømningsmyg lægger deres æg på landområder, som efterfølgende oversvømmes. Æggene kan forholde sig passive i flere år, mens de afventer de rette omstændigheder for udklækning. I praksis skal æggene først udsættes for tørke og derefter oversvømmes af vand for at kunne klække. Larverne udvikler sig efter hver oversvømning og i løbet af en regnfuld sommer, kan flere generationer udklækkes.

Der findes 7 arter af oversvømningsmyg, men i de enkelte lokalområder er der typisk en eller to arter, der dominerer. De mest aggressive arter er Aedes sticticus og Aedes vexans, som kan flyve langt væk fra deres udklækningssteder. I modsætning til mange andre myg kan de desuden angribe mennesker i solrige dagtimer.

 

Ockelbosyge

Myg i Sverige kan smitte mennesker med den såkaldte ockelbosyge (den kaldes også bærplukkersyge eller pogostasyge i Finland). De svenske betegnelser er hhv. ockelbosjukabärplockarsjuka og pogostasjuka. Det er især husmyggene i familierne Culex og Culiseta, der bærer sygdommen.

Sygdommen skyldes sindbisvirus, som spredes af myggene, der sandsynligvis får den efter at have bidt andre dyr (formodentlig fugle).

Den typiske patient er en midaldrende person, der er blevet bidt af en myg under bærplukning i sensommeren eller efteråret i enten Sverige eller Finland. Der forekommer ca. 100 tilfælde pr. år og større udbrud finder sted hvert 7. år.

Der findes ingen vacciner eller medicin mod ockelbosyge. Det eneste man kan gøre, er at forsøge at undgå myggestik ved at bruge myggemidler og heldækkende tøj.